Love Bombing: Sådan spotter og undgår du love bombing

love bombing

Love bombing er et manipulationsværktøj som mange mennesker, bevidst eller ubevidst, anvender for at få din opmærksomhed og affektion. Love bombing bliver ofte beskrevet som en del af det narcissistiske værktøjssæt, men det anvendes også af mennesker der ikke nødvendigvis har en usund narcissisme. Mekanismen sker nemlig også ofte hos almindeligt usikre mennesker, mest almindeligt blandt mænd.

Hvad er love bombing?

Love bombing er en teknik eller metode, som anvendes for at tiltrække en anden persons følelsesmæssige tilknytning. Formålet med love bombing er at opbygge en relation, som kan tilfredsstillede den der udfører den her og nu og på længere sigt.

Hvorfor benytter nogle love bombing?

Det korte svar er, fordi det meget ofte virker.

Desværre er love bombing en meget effektiv metode til at vinde andres tillid og komme helt tæt på en person, fordi vi mennesker søger bekræftelse gennem hinanden. Det er svært at forestille sig at et andet menneske har en anden agenda, end den der bliver forelagt. Det virker nemlig ofte utroligt dybfølt og ærligt, og ikke som kunstig smiger.

Love bombing på dansk

Der findes ikke rigtig noget dansk begreb som dækker ordet ordentligt. At oversætte love i denne forbindelse til kærlighed, er forkert. Det har ikke noget med kærlighed at gøre – ud over, forsøget på at vinde din. To make love – altså have sex, er som regel målet med love-bombing, men det kan også have et andet formål.

Et ældre begreb “casanovakompleks” – som beskrevet Peter Tractenberg i bogen “Cassanovakomplekset – Forføreren og hans kvinder” er en mindre populistisk beskrivelse af hvad der foregår. Bogen er stærkt anbefalelsesværdig.

Hvem er i fare for at blive manipuleret?

I bund og grund kan alle befinde sig i en situation hvor de bliver love bombet til ikke at opføre sig helt rationelt.

Personen der udsættes og falder for love bombing er dog ofte mere i sine følelser end mentalt på vagt. Derfor er mennesker som gerne vil være gode og søde overfor andre, mere udsatte overfor manipulationen.

Desværre er det ofte sådan at den manipulerede skammer sig mere over at være nem, end personen der manipulerer skammer sig over at love bombe. Det kan faktisk medføre at et forhold varer endnu længere, i et forsøg på at skabe en mening med det. Det er nemlig som regel den manipulerede part der er nødt til at stoppe det. Manipulatoren kan sagtens have mange forhold kørende på en gang, hvis der er tale om en person med lav empati.

For at undgå love bombing bør man arbejde med sin kognitive dissonans.

Love bombing tegn

Der er mange former for love bombing og det kan foregå mere eller mindre subtilt. Listen er ikke udtømmende, særligt følsomme eller kloge mennesker, vil kunne få det til at virke meget oprigtigt – mens andre fremstår kunstigt idealiserende.

De fleste mennesker kommer i en eller anden grad til at benytte sig af disse metoder, men det er intensiteten af dem som kammer over. Lær listen og bliv mere opmærksom når du er i en ny relation. Ser du et eller flere af disse tegn, så vær på vagt.

  • Stor tildeling af opmærksomhed
  • Episoder helt uden opmærksomhed, der føles knusende (man er blevet lidt afhængig)
  • Løfter der ikke siden indfries
  • Fokus på det fælles
  • Komplimenter
  • Overdreven hjælpsomhed
  • Planer for fremtiden
  • Nedgørelser af tidligere partnere, for at løfte dig på en piedestal
  • Tidlig tale om følelser
  • Tilsyneladende tidlig følelsesmæssig tilknytning

Love bombing narcissist

Når en dybt narcissistisk person love bomber er det ekstremt. “Ofret” vil ofte enten blive overvældet og fortrække hurtigt, eller føle sig magisk tiltrukket. Det er den vildeste eventyrlige begívenhed, den helt store kærlighed og kan nemt føles forudbestemt. Forskellen på om man føler sig overvældet eller magisk tiltrukket ligger i ens egen forhistorie. Den sunde reaktion er helt sikkert, at skynde sig bort. Det er komplet urealistisk at udvikle så store følelser så hurtigt, uden at kende personen.

Der er selvfølgelig eksempler på at mennesker mødes, bliver gift efter et par dage og lever lykkeligt herefter. Men der er langt, langt flere eksempler på, at dette virkelig er en dårlig måde at leve sit kærlighedsliv på.

Love bombing eksempler

Disse eksempler er fra den virkelig verden, hvor den slags foregår på daglig basis.

Adaptering af interesser: Den mand jeg var interesseret i, var medlem af to af de samme fællesskaber som jeg og delte sporadisk min ene fritidsinteresse på nybegynderniveau. Det virkede derfor på mig som om vi havde meget til fælles.
Han startede med at udtrykke enorm fascination for mine evner inden for denne (og mine andre) interesse. Få uger efter var han i gang med at blæse sig selv op til at være virkelig utroligt kompetent indenfor fritidsinteressen, og havde adopteret mine andre interesser i lige så intens grad. På det tidspunkt var jeg allerede dybt engageret i ham, og fik bakket ham alt for meget op i hans opblæste selvbillede. Hans engagement i interesserne kom til at overskygge min egen, og det blev en forfærdelig omgang hvor han nedgjorde min måde at undervise/bakke ham op på, og hvor vi brugte ufatteligt mange timer på at tale om hans gebærden. Han ville gerne have en masse taletid om emnerne, men ville ikke høre på mig. Det gjorde ham sikkert usikker at jeg havde årtiers erfaring med det han gerne ville fremstå som god til.
Dette var en mand som ikke kunne finde ud af at leve alene og som umiddelbart efter vores forhold var slut, fandt en ny kæreste og nye interesser.

Love bombet til sex: Et online venskab udvikler sig gennem chat om hvad livet indeholder, hvad man kan, har og vil. Den ene part er meget åben og ærlig, den anden maler et skønmaleri om sig selv, som ikke er helt urealistisk, men peger på succes, penge, uddannelse og gode relationer. Der aftales et møde som manden (den udøvende part) dog aflyser – kun fordi kvinden spørger hvornår han ankommer. Hun giver ham plads, aflysningen virker troværdig, men efter et par ugers yderligere chat (i mange timer hver dag), så spørger hun om de skal lave en ny aftale. I de kommende uger udvikler forholdet sig meget. Han taler om fremtiden, om hende som sin kommende kone mv.
Han inviterer denne gang og de laver en aftale. Hun bestiller billet til tog og gør sig klar til dagen. På dagen skriver hun da hun er på vej afsted, og han er nu overrasket over hun kommer. Det skulle hun havde sagt i forvejen, han har noget andet han skal. Hun går i panik, han siger hun kan komme alligevel, og henter hende ved toget. De kører direkte hjem til hans mor. Så skal der handles ind, og han behandler hende som sin dybt elskede. De kører hjem og har sex (på den måde han kan lide), og han afleverer hende ved toget overdænget med kærlighed.
Herefter foregår der sex online i flere måneder, med perioder hvor hans slet ikke er til stede, eller kan ses online uden dog at svare. På et tidspunkt kommer han på sin motorcykel, og er nu mere ligeglad med hendes følelser. Han er kun interesseret i sex. Hun er fuldkommen vild med ham og negligerer de mange tegn på, at han slet ikke er interesseret i hende.
Få dage senere finder hun ud af, at han skal giftes med en af de andre piger fra chat roomét og venter barn med hende.
15 år senere forsøgte han at genoptage forbindelsen via Facebook, var blevet skilt og opførte sig som om der havde været en kærlighedsrelation i fortiden.

Scroll to Top