Som såkaldt spirituel og en form for alternativ behandler, er dette emne noget jeg har arbejdet med og set undrende på i mange år. Det har altid forbløffet mig, hvor bedrevidende mange clairvoyante, kortlæsere og andre former for seende vil fremføre sig som. Det kommer til at stå i så skærende kontrast til intelligens, at det kan fremstå komisk. Men jeg oplever også at det kan blive overordentligt farligt, når selviscenesættende manipulatorer får magt over andres personlige valgfrihed.
Misforstået empati og lavt selvværd
Mit indtryk – som er det jeg deler i denne tekst, er at spirituel arrogance handler om særligt to ting. 1. En empatisk evne der er blevet forvrænget, og 2. en kunstigt opblæst selvtillid, som har erstattet selvværdet. Mennesker der hævder sig på andres bekostning, har problemer med at føle sig nok i sig selv.
Hvad er empati
Empati er en indlevelses evne som sætter en personen i stand til at genkende og forstå hvordan andre føler. Dette står lidt i kontrast af den folkelige forståelse af empati som det samme som omsorg. Nogle gange forveksles empati også med sympati, som er en velvillig evne til at føle med eller på samme måde (sympatisere med) som andre.
Mennesker uden empati – fx personer der lider af dyssocial personligshedstruktur, kan tillære sig en kognitiv færdighed som sætter dem i stand til at forstå hvad andre føler, men ikke nødvendigvis genkende det. Denne viden anvendes til eget bedste, i stedet for personen der følers.
Hvad er selvværd?
Selvværdet er de tanker og følelser vi har om og for os selv. Et naturligt godt selvværd sætter os i stand til at tage vare på os selv og vores følelser. Selvværdet gør at vi hviler i os selv og kan træffe beslutninger som ikke skader os.
Min oplevelse er, at man spirituelle mennesker sætter spiritualiteten i stedet for selvværd. En del mennesker henvender sig til sådan nogle som mig netop fordi deres selvværd er ramt, så de ikke selv kan træffe sunde beslutninger for sig selv.
Kan empati være negativt?
Kan det at have hjerte for andre mennesker komme til at være forkert? I sig selv vel ikke, men det kan tage overhånd og ikke blive fulgt op af reflektion over hvorfor man handler på sine følelser. Min egen oplevelse er også, at empati kan dække over andre følelser (fx angst for ikke at være god nok i sig selv).
- Udmattelse hos den empatiske – det er hårdt arbejde hele tiden at sætte sig ind i andre menneskers følelser.
- Risiko for valg af forkert indfaldsvinkel til andre mennesker. Dette kan fx være overtagelse af den andens opgaver hvis man har svært ved at sætte grænser, og at hjælpe en enkelt person i stedet for at se på større grupper menneskers bedste.
- Polariserende effekt – man handler udelukkende ud fra følelser af empati for fx den ene side i et forhold.
- Behagesyge eller konstant positiv anerkendelse af andre kan føles som empati, uden at være det.
Kan vi stole på intuitionen?
Som menneske med en stærk intuition må jeg alligevel sige nej. Intuitionen er efter min oplevelse ikke udelukkende en spirituel mavefornemmelse, den er også et produkt af vores fortid og medfødte psykologiske natur. Har vi været udsat for noget dysfunktionelt, vil vi som udgangspunkt tiltrækkes af det igen og igen, til det er indset og bearbejdet. Det gammelkendte virker trygt og ofte ligefrem magisk.
Man kan arbejde med at skille sin intuition og mavefornemmelse fra hinanden på flere måder som bør kombineres fx:
- ved at se længe og grundigt på sine følelser (terapi)
- meditere på ikke inducerende (selvmanipulerende) måder – fx ved hjælp af et mantra der intet betyder, så man øver sig i at blive tom for tanker
- lav åndedrætsøvelser hvis meditation er svært – eller gør begge dele
- deltage i seriøse clairvoyance øvelser eller uddannelser
- dyrke idræt der får en helt “ned” i kroppen
- opholde sig i naturen – hvis det føles rensende for tanker
- dyrke jorden – det virker stabiliserende på sindet
- leve mindfuldt
- skriv dagbog eller tøm dig selv for følelser på papir (skriv alt der falder dig ind) – fx hver morgen
- vær sammen med andre mennesker – (forhold er udfordrende)
- lad ikke det spirituelle liv fylde mere end det fysiske – husk du er menneske på jorden
Bliv ved at øve og stop dig selv hvis du ytrer dig skråsikkert, det tager formodentligt resten af livet.
Spirituelle er mennesker
Mange har det med at overvurdere den alternative behandler, hvilket hverken er sundt for en selv eller behandleren. Det er vigtigt at kende sit eget selvstændige ansvar og frie valg, men her går behandler – klient forholdet nogle gange galt. Et menneske der bliver overvurderet af sine omgivelser igen og igen, vil kunne opbygge en usund tro på sig selv og egne evner – især fordi der ikke er nogle krav til vedkommende om at leve op til nogle etiske regler.
Af samme årsag mener jeg heller ikke det giver mening at opdele folk i hvilken vibration de har eller hvor højclairvoyante de er osv. Man kan være dygtig til sit job, men smutter ydmygheden er det problematisk i en hjælperfunktion.
Enhver form for spirituel gerning kræver øvelse – ligesom alle andre erhverv. En behandler kan være den rigtige for en klient, men forkert for en anden. Alle kan komme nærmere Gud og energier, det handler om træning. Jeg tror selv at nogle er født med mere evne for det, i min egen familie har mange af kvinderne en stærkt udvidet intuition, men også vores opvækst spiller ind – var intuitionen en del af hverdagen, eller måske en flugtmulighed?
Spiritualitet i stedet for sociale kompetencer
Jeg synes jeg ser en påfaldende sammenhæng imellem mennesker der optræder som orakler, og deres evne for at være sammen med andre mennesker. Orakeldelen kan selvfølgelig dække over en desideret psykisk sygdom, hvor personen har udviklet en selvovervurdering eller gere vil fremføre sig som et mirakel. Men hvis man nu har svært ved at tale med andre mennesker, så kan det være nemmere hvis man skubber sig selv ud i en spirituel følelse, som gør at man tør åbne munden og tale om og med andre.
Er fremtiden forudsigelig?
Det vil være naturligt for størsteparten af alle læsere at tænke nej selvfølgelig ikke, men alligevel leverer spirituelle verden over skråsikre svar, som handler om fremmede menneskers inderligste følelser og valg.
Hvis et menneske (den spirituelle) fremfører sig selv som et orakel med 100% svar, er der formodentlig noget galt med vedkommendes empati. Jeg tror i sådanne tilfælde, at man skal overveje om den spirituelle kan have nogle narcissistiske træk. Narcissister er ramt på deres evne for at sætte sig ind i andre menneskers følelser og udvise hensyn overfor dem – altså empati og medfølelse. Ingen har reel glæde af at få fremtiden fortalt. Vi har glæde af hjælp til at forholde os til fremtiden. Det er derfor jeg altid beder om spørgsmål som “hvad kan jeg gøre for at …” når jeg skal lægge englekort.
Klientens ansvar ved clairvoyance
Note: Med clairvoyance mener jeg enhver form for spirituel guidning som indebærer budskaber der formidles gennem intuition.
Jeg har oplevet hundredvis af klienter der er kommet med spørgsmål som: Hvornår finder jeg en kæreste? Er dette hus det rigtige for mig? Vil jeg overvinde denne sygdom?
Med spørgsmål af den karakter, sætter klienten sig i en utroligt sårbar rolle, for man har kun to valgmuligheder når man får et svar. Enten tror man på det, eller også gør man ikke – og prøver måske at stille spørgsmålet andre steder. Du må aldrig lægge dit personlige ansvar fra dig! Hvis du gør vil du tiltrække psykisk usunde mennesker, som gerne vil være bedrevidende på dine vegne.
Når “empatien” bliver et job
Der har i mange år været en enorm fremgang i uddannede terapeuter, behandlere og lignende erhverv. Også indenfor den spirituelle kultur er vi mange om budet der gerne vil yde en indsats for andre. Det er fint, men der er også en ret bred tendens til, at det er nemmere at se på andre end sig selv. Når man vælger terapeut eller spirituel vejleder, kan man derfor meget nemt havne i kløerne på en grænseoverskridende person. Hvorvidt det er dig eller terapeuten der får mest energi og udbytte af din konsultation kan derfor være lidt svær at se. At gøre sig sårbar overfor et andet menneske kan være meget befriende i sig selv, men læg mærke til om du opnår en langtidseffekt af terapien – og om terapeuten virker sund. Føler man sig lille overfor behandleren, er der noget galt. Mennesker er ligeværdige – bare fordi vi er mennesker.
Det er blevet meget populært at blive terapeut på baggrund af sit eget traume. Man søger at komme til at arbejde med klienter der har været udsat for noget af det samme som man selv har kendskab til. Det kan være problematisk. Terapeuten kan komme til at blande sit eget traume med ind i klientens og dermed ikke være åben overfor fortolkningsmuligheder. Terapeuten løber også nemmere tør for empati, når vedkommende selv har været igennem noget der minder om klientens historie.
