“Vølvens Spådom” (Vǫluspá) er et af de mest betydningsfulde digte i nordisk mytologi, hentet fra Den Ældre Edda. Dette kosmologiske mesterværk, nedskrevet i Codex Regius omkring 1270, fortæller gennem en spåkvindes (vølvens) visioner om verdens skabelse, dens undergang i Ragnarok og genopstandelsen af en ny verden. Digtet, skrevet i det oldnordiske versemål fornyrðislag, er både en poetisk fortælling og et vindue ind i vikingetidens verdensbillede, hvor guder, jætter og mennesker er vævet sammen i en skæbnesvanger cyklus.
Her præsenteres H.G. Møllers oversættelse fra 1870, en af de tidligste danske gengivelser af digtet. Møllers sproglige stil er præget af en højtidelig, gammeldags tone, der trofast afspejler originalens episke og mystiske karakter. Hans arbejde bringer læseren tæt på den nordiske mytologis rå kraft og poetiske dybde, samtidig med at det bevarer en historisk forankring i 1800-tallets romantiske fascination af nordisk arv. Denne oversættelse, med sine 66 strofer, er en tidløs indgang til at forstå nordboernes forestillinger om tid, skæbne og kosmos.
Møllers arbejde indskriver sig i 1800-tallets romantiske genopdagelse af nordisk mytologi og litteratur, hvor forskere og oversættere søgte at formidle vikingetidens tekster til et moderne publikum.
Oversigt over “Vølvens Spådom”
“Vølvens Spådom” er et kosmologisk digt fra Den Ældre Edda, der fortæller om verdens skabelse, undergang (Ragnarok) og genopstandelse. Digtet er en monolog fremsagt af en vølve (spåkvinde) til Odin og opdeles typisk i tre dele:
- Fortiden (strofe 2-27): Skabelsen af verden, guderne (aserne), dværgene, menneskene (Ask og Embla), og verdenstræet Yggdrasil. Den nævner også den første krig mellem aser og vaner.
- Nutiden (strofe 30-41): Fokus på myter som Balders død og Lokes svig, der fører mod verdens forfald.
- Fremtiden (strofe 42-66): Beskrivelse af Ragnarok, hvor guder og jætter kæmper, verden går under, og en ny verden genopstår.
Digtet består af 66 strofer (62 fra Codex Regius, 4 fra Hauksbók) med omkring 528 linjer i fornyrðislag-versemålet.
Vølvens Spådom
Vølvens Spådom gengives her i sin helhed på dansk.
1.
Hejd hun hed,
hvor til huse hun kom,
spående Vølve;
Ulve hun tæmmed,
Sejd hun øved,
Sejd hun elsked.
Altid var hun yndet
af onde kvinder.
2.
Ene sad hun ude,
da den ældgamle kom,
den vældige As,
og i Öje hende skued.
“Hvad vil I vide?
Hvi vil I mig friste?
Vel véd jeg, Odin!
hvor du skjulte dit Öje.”
3.
Hærfader gav hende
herlige Ringe,
Visdoms Ord,
Spådoms Ord.
Vidt skued hun, vidt
over Verdner alle.
4.
“Hører nu alle
hellige Slægter,
store og små
Sönner af Hejmdal!
Valfader! jeg lyder.
Mælet jeg løfter
om Mændendes Frasagn,
de förste, jeg mindes.
5.
Jætter jeg mindes
i Oldtid fødte;
fordum blev
hos dem jeg fostret.
Ni Verdner jeg véd,
Verdenstrær ni.
Den herlige Ask
var end under Mulde.
6.
I årle Oldtid,
da Yme leved,
var ej Sand eller Sø
eller svale Bølger.
Jord var der ikke,
ej Himmel foroven,
men et svælgende Gab,
hvor Græs ej grode.
7.
Da skabtes Verden
af Burs Sönner;
den mægtige Midgård
monne de grunde.
Fra Syd skinned Sol
paa Salens Stene;
da grode af Grund
de grönne Urter.
8.
Fra Syd kom Sol
med Måne i Følge;
Himlens Rand
den greb med sin höjre.
Sol ej vidste,
hvor Sale den ejed,
Måne ej vidste,
hvad Magt den ejed,
Stjerner ej vidste,
hvad Sted de ejed.
9.
Da gik alle Guder,
de hellige, gode,
til Dommersæde
Lov at sætte.
Nat og Næ
Navn de gave,
Morgen og Middag
da blev nævnet,
Kvæld og Aften
For År at tælle.
10.
Aserne mødtes
paa Idesletten;
Gård og höjen
Hal de bygged;
Kraften de øved,
alt de forsøgte,
Esser de danned
og Smykker smedded,
Tænger og kunstigt
Værktöj gjorde.
11.
Af Guld var alt,
hvad Guderne ejed;
med Guldtavl leged
de fro i Gårde.
Da kom der trende
Thursekvinder,
mægtige Møer
fra Jætters Hjem.
12.
Da gik alle Guder,
de hellige, gode,
til Dommersæde
for der at dömme,
hvo der skulde skabe
Dværgenes Skare
af den blodige Ström,
af Blåins Ben.
13.
Blev da Modsogne
ypperst og mægtigst
af alle Dværge,
men Durin den anden.
I Mands Lignelse
skabte de mange
Dværge i Jorden,
som Durin sagde.
14.
Ny og Næ,
Nord og Syd,
Øst og Vest,
Althjov, Dvalin,
Nå og Nåin,
Niping, Dåin,
Bivör, Båvör,
Bömbur, Nore,
Ån og Ånar,
Oin, Mjødvitne.
15.
Veg og Gandalv,
Vindalv, Thorin,
Thrå og Thråin,
Thekk, Vit og Lit,
Ny og Nyråd,
Regin og Rådsvid.
Nu har jeg rigtigt
Dværgene nævnet.
———
16.
File, Kile,
Funden, Nale,
Hefte, Vile,
Hanar, Svior,
Billing, Brune,
Bild og Bure,
Fraa, Hornbore,
Fræg og Lone,
Ørvang, Jare,
Ejkinskjald.
17.
Tid er at tælle
for Mændenes Slægter
Dværgenes Flok
fra Dvalin til Lovar,
de, som søgte
fra Salens Sten
til Ørvangs Sæde,
til Kampens Sletter.
18.
Der var Drøpne
og Dolgthrase,
Hår, Höjspore,
Hlævang, Gloin,
Dore, Ore,
Duv, Andvare,
Skirve, Virve,
Skavid, Å.
19.
Alv og Yngve,
Ejkinskjald,
Fjalar og Froste,
Finn og Ginnar.
Evig skal mindes,
mens Mennesker leve,
Lovars Fædres
lange Række.
———
20.
Til Huse kom
tre af de hulde,
mægtige Asers
ædle Skare.
Kraftløse Væsner
fandt de ved Voven,
Ask og Embla,
uden Skæbne.
21.
Ånde de drog ej,
Ånd de ej havde,
ej Blod, ej Lød,
ej Liv og Lader.
Ånde gav Odin,
Ånd gav Høner,
Lød gav Loder
og dertil Livsblod.
———
22.
En Ask jeg kender
– Yggdrasil hedder den -;
höj den står
med Skumdraaber stænket.
Deden kommer Dug,
som i Dale falder;
evig den grönnes
over Urdas Væld.
23.
Deden komme Møer,
de meget vidende
tre fra Salen
dybt under Stammen.
Urd nævntes den ene,
den anden Verdande,
Skuld kaldes den tredje,
naar Runer ristes.
Love de lagde,
Liv de bestemte
for Slægternes Börn
og Heltenes Skæbne.
24.
Hun ved, at Odins
Öje skjultes
dybt i Mimes
klare Kilde.
Hver Morgen Mime
Mjød mon drikke
af Valfaders Pant.
Véd I nu mér eller hvad?
25.
Hun véd, hvor Hejmdals
Horn er fjælet
under det himmelhöje,
hellige Træ;
hun ser den våde
Fos at vælde
af Valfaders Pant.
Véd I nu mér eller hvad?
26.
Det förste Mord,
hun i Verden mindes,
var, da de på Spydsodd
Gullvejg spidded,
og i den höjes
Hal hende brændte.
Tre Gange brændtes
den tre Gange bårne,
atter og atter;
dog end hun lever.
27.
Da gik alle Guder,
de hellige, gode,
til Dommersæde
for der at dömme,
om Aserne skulde
Skaden bære
eller for Brøden
Bøder tage.
28.
Da slyngede Odin
Spydet ud
og voldte det förste
Drab i Verden.
Brudt var Væggen
om Asers Borg.
Stridslystne Vaner
over Sletterne skrede.
29.
Da gik alle Guder,
de hellige, gode,
til Dommersæde
for der at rådslå
om, hvo der havde ondt
i Æthren blandet
og givet Ods Mø
til Jætters Æt.
30.
Vingthor ene
slog i vrede;
sjælden han sidder,
når sligt han spörger.
Eder brødes,
Ord og Løfter,
Tro og Love
mellem Mand og Mand.
31.
Valkyrjer så hun,
vidtberejste;
rede de var
til Godthjod at ride.
Skuld holdt Skjoldet,
Skögul fulgte,
Hild med Göndul
og Gejrskögul.
Nu har jeg nævnet
Valkyrjer alle.
Rede var Herjans
Møer til Ridt.
———
32.
Jeg så Balders,
den blodige Guds,
Odins Barns
skjulte Skæbne.
Over Markerne
monne vokse
myg og fager
Misteltén.
33.
Fra det Træ kom
– så det mig syntes –
Ulykkesskudet,
udsendt af Hød.
For Balder fødtes
årle en Broder.
Odins Sön hævned,
kun én Nat gammel.
34.
Ej Hænder han tvætted,
ej Hoved han kæmmed,
för på Bål han bar
Balders Bane,
men Frigg monne græde
hist i Fensal
over Valhals Ve.
Véd I nu mér eller hvad?
35.
. . . . .
Da kan han sno
stærke Bånd
– vel slutted Lænken –
af Vales Tarme.
36.
Bunden saa hun ligge
under Brøndenes Lund
et Ulykkesvæsen.
Loke det ligned.
Der sidder Sigyn,
Lokes Skæbne
Sorg hende volder.
Véd I nu mér eller hvad?
———
37.
Fra Øst rinder Å
gennem Edderdale
med Knive og Sværd;
Slid er dens Navn.
38.
Oppe mod Nord
på Nidesletter
stod Sindres Æts
gyldne Sal.
En anden Sal
stod i Okolne,
Jættens Drikkesal.
Brime den hedder.
39.
En Sal så hun stå
fjærnt fra Solen
på Ligenes Strand
med Låge mod Nord.
Edderdråber faldt
ind gennem Lugen;
af Slangerygge
er Salen snot.
40.
Der så hun vade
i tunge Vande
mensvorne Mænd,
mordgriske Ulve,
den, som lokker en andens
Mø til Elskov.
Dér suged Nidhug
de døde Lig.
Ulven i Mændene sled.
Véd I nu mér eller hvad?
———
41.
Øster i Jernskov
den ældgamle sad.
Fenres fule
Slægter hun fostred.
Af dem alle
skal én omsider,
svøbt i Troldeham,
Månen svælge.
42.
Den mætter sig med Liv,
når Mænd gå i Døden,
rødt Blod den stænker
på Guders Sæde.
Solskinnet sortner
i Somrene derefter,
og Været bliver ondt.
Véd I nu mér eller hvad?
43.
Gygens Vogter,
den glade Egde,
sad på Höjen
og slog sin Harpe.
Hos ham gol
i Galgetræet
en fagerrød Hane,
som Fjalar hedder.
44.
Hos Aserne gol
guldkammet Hane;
den vækker hos Hærfader
Heltenes Skarer.
Under Jorden
galer en anden,
den sodrøde Hane
i Hels Sale.
45.
Höjt gør Garm
ved Gnipehule.
Lænken slides sønder;
Ulven løber.
Skæbnen hun kender.
Længer frem jeg skuer
om Sejrgudernes
svare Fald.
46.
Brødre monne kæmpe
hinanden til Bane
og Sødskendebörn
Slægtskab bryde.
Ingen Mand
skåner den anden.
Hårdt er det i Verden.
Hor går i Svang,
Øksetid, Sværdtid
– Skjolde kløves –
Vindtid og Ulvetid,
för Verden styrter.
Jorden döner;
Jættemøer flyve.
47.
Mims Sönner lege.
Lydt til Gudekamp
kalder det gamle,
gjaldene Horn.
Höjt blæser Hejmdal,
Hornet han løfter.
Odin taler
med Mimes Hoved.
48.
Da monne Asken
Yggdrasil skælve;
Oldtræet brager,
men Jætten løsnes.
(Angst griber alle
paa Hels Veje,
til Surts Slægtning
Guden sluger).
49.
Hvad er med Aser?
Hvad er med Alfer?
Jøtunhejm gnyr.
Aser mødes på Thinge.
Dværge stønne
ved Klippens Stendör,
hvor bag Væg de bo.
Véd I nu mér eller hvad?
50.
Höjt gør Garm
ved Gnipehule.
Lænken slides sønder;
Ulven løber.
Skæbnen hun kender.
Længer frem jeg skuer
om Sejrgudernes
svare Fald.
51.
Hrym farer fra Øst
med hævet Skjold;
i Jættevrede
Ormen sig bugter
og Voverne slår.
Örnen hvæser;
blegnæbet slider den Lig.
Naglfar løsnes.
52.
Et Skib går fra Øst.
Muspels Skarer
stævne over Hav,
men Loke styrer.
Med Ulven fare
Uhyrene alle;
Bylejsts Broder
er med i Følge.
53.
Surt farer sydfra
med spillende Flammer;
af Sværdet skinner
Kampgudens Sol.
Stenbjerge Styrte
til Bjergmøers Skræk.
Helte gå til Hel;
Himlen brister.
54.
Da kommer Hlins
anden Harm,
når Odin gaar
med Ulven at kæmpe
og Beles lyse
Bane med Surt.
Da monne Friggs
Glæde Falde.
55.
Höjt gør Garm
ved Gnipehule.
Lænken slides sønder;
Ulven løber.
Skæbnen hun kender:
Længer frem jeg skuer
om Sejrgudernes
svare Fald.
56.
Da går Sejrfaders
store Sön
Vidar frem
med Valdyret at Kæmpe.
Med Hånd han Sværdet
i Uhyret støder
til Fenres Hjerte,
og hævner sin Fader.
57.
Da kommer Hlodyns
herlige sön.
Odins Sön
vil med Ormen kæmpe.
Midgårds Vogter
i Vrede slaar.
Ni Fjed bort
gaar Fjörgyns Søn;
han vakler, såret
af glubske Slange.
Menneskers Slægt
af Jorden svinder.
58.
Solen sortner;
Land synker i Sø;
De lyse Stjerner
fra Himlen svinde.
Ild monne rase
og Lue hvirvle;
den höje Flamme
mod himlen spiller.
59.
Höjt gør Garm
ved Gnipehule.
Lænken slides sønder;
Ulven løber.
Skæbnen hun kender.
Længer frem jeg skuer
om Sejrgudernes
svare Fald.
60.
Da ser hun en Jord
atter sig hæve
frisk og grön
fra Havets Grunde.
Fosser styrte;
Örnen flyver.
Fra høje Fjæld
Fiske den jager.
61.
Aserne mødes
paa Ideslette,
tale om den stærke
Jordomslynger.
Dér de mindes
den store Dom
og den höjeste Guds
gamle Runer.
62.
Der monne Atter
vidunderlige
gyldne Tavler
i Græsset findes.
I årle Oldtid
havde dem ejet
Gudernes Fører
og Fjölnes Slægt.
63.
Agrene vokse
uden at sås.
Alt ondt bliver bedre;
Balder kommer.
Hød og Balder,
de höje Guder,
bo i Hrofts Haller.
Véd I nu mér eller hvad?
64.
Selv kan Høner
vælge sin Skæbne
og de tvende Brødres
Sönner bygge
i det vide Vindhjem.
Véd I nu mér eller hvad?
65.
En Sal ser hun staa,
fagrere end Solen,
tækket med Guld
höjt i Gimle.
Der skal det brave
Folk da bygge
og Glæde nyde,
mens Tiderne gå.
66.
Da kommer den mægtige,
når der mødes til Doms.
Fra oven han kommer,
for alt han råder.
Domsord han siger,
Strid han jævner,
giver hellige Love,
som holdes skulle.
———
67.
Der kommer den mørke
Drage flyvende,
den skinnende, nede
fra Nidefjælde.
Over Sletten den flyver;
i Fjedrene slæber
Nidhug Lig.
Nu må hun synke.
Noter:
1-3. Odin kommer til Vølven Hejd og rådspörger hende. Fra V. 4. begynder Vølvens Sang.
11. De tre Thursekvinder = Nornerne.
12. Blåin = Yme.
17. Dværgen Ørvangs Sæde og Kampens Sletter = Jordoverfladen.
26-8. Guldets Magt bringer Strid i Verden både blandt Mennesker og blandt Guder.
29. Ods Mö = Fröja.
33. Broderen Vale hævnede Balder.
35. I de tabte Linier har der været Tale om Lokes Straf.
43. Gygen er Stormvinden, som Egde vogter. Galgetræet er Yggdrasil, hvori Odin hang, Verdenstræet.
48. Versets uklare Slutning sigter måske til Odins Kamp med Fenre.
52. Bylejsts Broder = Loke.
54. Hlin = Frigg. Beles Bane = Frey.
57. Hlodyn og Fjörgyn = Frigg.
62. Fjölne = Odin.
63. Hroft = Odin.
67. hun = Hejd, Vølven, der nu ender sin sang og synker i Jorden.
Teksten er lånt fra heimskringla.no
Analyse af Vølvens Spådom
1. Tematik
Skabelsen
Digtet indledes med en kosmologisk skabelsesberetning: verden opstår af intet, elementerne formes, og guderne skaber jorden og himlen. Dette minder i struktur om andre religiøse skabelsesmyter.
“I ældste tider, hvor intet var,
var sand og hav og svale vind,
jord fandtes ikke, ej heller himmel,
gabet var, og græs fandtes ikke.”
Myternes centrum
Centrale myter fra den nordiske mytologi nævnes, såsom asketræet Yggdrasil, Norns (skæbnegudinders) rolle, Asernes kamp mod jætterne og Balders død.
Ragnarok – verdens undergang
Vølven forudser Ragnarok, hvor guder og jætter mødes i kamp, og verden går under i ild og vand. Dette er det dramatiske højdepunkt i digtet.
Genfødsel og ny verden
Efter Ragnarok beskrives en ny verden i fred og harmoni, hvor overlevende guder og mennesker lever sammen. Det kan tolkes som en cyklisk verdensforståelse – ødelæggelse fører til fornyelse.
2. Fortællestruktur
Digtet er ikke lineært, men cirkulært: det begynder med skabelse, kulminerer i ødelæggelse, og ender med fornyelse. Digtet er en dialog, men vølven har den primære stemme. Hun taler i autoritative og gådefulde vendinger, ofte med anaforiske gentagelser som:
“Jeg mindes jætter,
de som i fordomstid fostred mig…”
“Jeg ser…”
“End ser hun…”
3. Stilistiske virkemidler
Oversigt:
- Allitteration: typisk for eddadigtningen.
- Gentagelser og formularer: “End ser hun…”, “Så kommer…”, skaber en profetisk rytme.
- Symbolik: Træet Yggdrasil som verdensakse, Ragnarok som moralsk dommedag.
- Kontraster: lys/mørke, liv/død, kaos/orden.
Vølvens spådom er rig på stilistiske virkemidler, der understøtter digtets profetiske og mytologiske karakter. Et centralt træk er brugen af allitteration, hvor ord med samme begyndelseslyd stilles op i en rytmisk struktur, hvilket skaber en form for klanglig sammenhæng og styrker den mundtlige tradition. Gentagelser og formularer som “End ser hun…” og “Så kommer…” forekommer gennem hele digtet og bidrager til en profetisk rytme, der både fastholder læserens opmærksomhed og fremhæver de syn, vølven afslører. Derudover benytter digtet sig af stærk symbolik – eksempelvis fremstår verdensasken Yggdrasil som et billede på hele verdensordenen, mens Ragnarok symboliserer både fysisk undergang og moralsk dom. Endelig gør digtet hyppig brug af kontraster, især mellem lys og mørke, liv og død, samt kaos og orden. Disse modsætninger tydeliggør overgangen fra den gamle verden til den nye og understreger den cykliske verdensopfattelse, der gennemsyrer den nordiske mytologi. Samlet set er de stilistiske virkemidler med til at løfte Vølvens spådom ud over det rent narrative og give det en næsten rituel og visionær dimension.
4. Fortolkning og betydning
“Vølvens spådom” er en kultisk-poetisk tekst, der har haft stor betydning for forståelsen af nordisk kosmologi og mytologi. Den kan læses som:
- En religiøs tekst, der viser den førkristne verdensbillede.
- En profetisk allegori over tidens ufred og forandringer.
- En poetisk og filosofisk meditation over skæbne og nødvendighed.
Vølvens spådom er ikke blot en mytologisk beretning, men et digt med dyb eksistentiel og kulturel betydning. Det kan læses som en religiøs tekst, der gengiver den førkristne nordiske verdensforståelse, hvor kosmos opstår af kaos, gennemgår forfald og ender i en altomfattende dom – Ragnarok – før en ny og bedre verden genopstår. Denne cykliske struktur afspejler en opfattelse af tiden som tilbagevendende snarere end lineær, hvilket skiller sig ud fra fx kristen tænkning. Samtidig kan digtet tolkes som en allegori over menneskets livsbane og samfundets kriser: skabelse, konflikt, undergang og håb om fornyelse. I vølvens stemme høres både visdom og advarsel, og hendes visioner kan ses som en kommentar til moralsk forfald, nødvendigheden af balance mellem kræfterne og menneskets ansvar i verdens gang. I en historisk kontekst er digtet desuden blevet læst som en reaktion på kristendommens indtog i Norden – en måde at fastholde den gamle tro og livsforståelse i en tid med religiøse og kulturelle omvæltninger. På tværs af tid og traditioner fremstår Vølvens spådom som en poetisk meditation over skæbne, forandring og håb, hvilket forklarer, hvorfor digtet fortsat læses og fortolkes i dag – både som litteratur, kulturarv og filosofisk tekst.
Læs også: Hvad vil det sige at være Asatro.
