Seiðr (sejd) var en bestemt, navngivet praksisform i det førkristne Skandinavien, ikke en fælles betegnelse for al vikingemagi. Ordet dækker en afgrænset teknik, forskellig fra galdr, som var formularmagi udført gennem sang og besværgelse, og fra runekyndighed, som handlede om skrifttegnenes egen kraft. Hvor galdr virkede gennem det talte eller sungne ord, og runer gennem det indskrevne symbol, byggede seiðr på en tranceagtig tilstand, hvorfra udøveren kunne se ind i fremtiden eller påvirke andres skæbne.
Kilderne, og deres svaghed
Det meste vi ved om seiðr, stammer fra tre steder: sagalitteraturen, eddadigtningen, og arkæologiske fund. Den mest citerede scene findes i Eiríks saga rauða, hvor völven Þorbjörg udfører et fuldt seiðr-ritual med høj detaljegrad, fra hendes klædedragt til selve ceremoniens forløb. Eddadigtet Völuspá giver et andet vidnesbyrd, fordi digtets fortællerstemme selv er en völve, der skuer verdens skæbne fra begyndelse til Ragnarök.
Problemet er alder og afstand. Sagaerne blev skrevet ned flere hundrede år efter selve vikingetiden, af kristne forfattere i en kristen samtid. Det gør teksterne til rekonstruktioner filtreret gennem en anden tro, ikke direkte vidnesbyrd fra udøverne. Arkæologien kan bekræfte visse fysiske spor, som gravfund med redskaber der tolkes som seiðr-relaterede, men kan ikke i sig selv genskabe ritualets indhold eller oplevelse.
Køn, status og faren ved at praktisere seid
Seiðr var tæt bundet til kvinder. Betegnelser som völve og seiðkone dækker over kvindelige udøvere, og praksissen havde en fast plads i den kvindelige del af samfundet. Ifølge kilderne risikerede mænd der greb til seid en anklage om ergi, et begreb der kombinerede umandighed med seksuel afvigelse og social vanære. Men det er som sagt værd at hæfte sig ved at al tekst vi har om dette, er nedskrevet efter kristendommens indførelse, og forskningen peger på en stigende negativitet i takt med tiden der går. Det efterlader et åbent spørgsmål, om skammen omkring mandlig seiðr-udøvelse afspejler en holdning fra selve vikingetiden, eller snarere et kristent lag lagt ned over en praksis, der oprindeligt kan have stået i et andet lys.
Netop derfor er det påfaldende, at Odin selv ifølge kilderne behersker seiðr. Guden for krig, visdom og magt tilskrives en praksis, der ellers var forbundet med lav status og kvindelighed. Det paradoks siger noget vigtigt om, hvor sammenfiltrede magi, køn og magt var i den norrøne verdensforståelse, på en måde der ikke lader sig oversætte til nutiden.
Selve udførelsen af seid
Kilderne beskriver ikke én bestemt fremgangsmåde, men en praksis der varierede efter formål, sted og udøver. Den mest udførlige skildring findes i Eiríks saga rauða, hvor völven Þorbjörg indtager et höjsæde, en forhøjet platform, og hvor en gruppe deltagere synger varðlokkur, kvad der skal kalde ånder til stedet og holde hende fast i kontakten under selve trancen. Denne version er formel og forberedt, med faste roller for både den udøvende og dem omkring hende.
Andre omtaler i sagalitteraturen er langt mere sparsomme. Her nævnes seiðr i forbifarten, uden opstilling af höjsæde eller korsang, som noget der udføres alene og uden ceremoniel ramme. Der er også forskel på hensigten: nogle steder handler det om spådom, kommende høst eller udfaldet af et slag, andre steder om at forme eller forskyde en persons lykke, sind eller kærlighed på afstand. Om praksis krævede fællesskab eller kunne udføres i ensomhed, ser altså ud til at have afhængt af både formål og den enkelte udøvers tradition, snarere end af én fælles opskrift alle fulgte.
Naboskabet til samisk sjamanisme
Neil Price lægger i bogen “The Viking Way” stor vægt på forbindelsen mellem seiðr og noaidevuohta, den samiske sjamanistiske tradition. De to praksisformer delte sandsynligvis rødder, eller stod i det mindste i tæt udveksling med hinanden gennem geografisk nærhed og kulturel kontakt. Det nuancerer billedet af seiðr som en ren og isoleret nordisk opfindelse. I stedet fremstår det som resultatet af naboskab og gensidig påvirkning mellem folk, der levede side om side i det samme nordlige landskab.



