Apatheia i stoicismen refererer til en tilstand af følelsesmæssig ligevægt eller ro, hvor sindet ikke lader sig rive med af overdrevne eller destruktive lidenskaber. Dette begreb spiller en central rolle inden for stoicismen, en filosofisk skole, der opstod i det antikke grækenland og blev videreudviklet i Rom. Stoikerne argumenterede for, at apatheia var afgørende for at opnå et dydigt og vellykket liv.
Beskrivelse af apatheia
Det stoiske begreb “apatheia” refererer til en tilstand af følelsesmæssig ro, sindsligevægt eller følelsesmæssig ligevægt. Apatheia stammer fra græsk og skal ikke forveksles med “apati,” der beskriver en tilstand af ligegyldighed eller manglende interesse i forhold til begivenheder, omgivelser eller andre mennesker.
For stoiske filosoffer, især inden for den antikke stoicisme, var apateia en central ide. Stoicismen er en filosofisk skole, der opstod i det antikke Grækenland og senere blev udviklet i Rom. Stoikerne stræbte efter at opnå indre fred og ro ved at udvikle en holdning til livet, der ikke blev forstyrret af intense følelsesmæssige reaktioner på ydre begivenheder.
I denne kontekst betyder apateia ikke, at man skal blive følelsesløs eller uinteresseret i livet, men snarere at man skal udvikle en fornuftig og afbalanceret respons på begivenheder. Stoikerne mente, at man kunne opnå apateia ved at kultivere fornuft, selvbeherskelse og en accepterende holdning over for de ting, man ikke kunne kontrollere.
Apatheia er således en tilstand, hvor man bevarer roen og klarheden i sindet uanset eksterne omstændigheder. Det indebærer ikke at undertrykke følelser, men at udvikle en form for følelsesmæssig intelligens, der tillader en at håndtere livets udfordringer uden at lade sig overmande af intense eller destruktive følelser.
Nøglepunkter ved apatheia i stoicismen
Apatheia søger at befri sindet fra overdrevne og forstyrrende følelsesmæssige reaktioner, hvilket muliggør en mere fredelig og dydig levevis i overensstemmelse med fornuftens principper.
Dette opnås ved hjælp af:
Fraværet af overdrevne lidenskaber
Stoikerne mente, at mennesker ofte blev forstyrret af intense følelsesmæssige reaktioner på begivenheder, såsom frygt, vrede eller begær. Disse lidenskaber blev betragtet som forstyrrende og hindrende for en persons evne til at leve i overensstemmelse med dyd og fornuft. Apatheia indebærer derfor fraværet af disse overdrevne lidenskaber.
For at opnå fraværet af overdrevne lidenskaber, som er et centralt mål inden for stoicismen, ville en stoiker følge nedenstående principper og træningsmetoder:
- Selvundersøgelse og selvindsigt: En stoiker ville begynde med at praktisere selvundersøgelse for at forstå sine egne reaktionsmønstre og identificere de lidenskaber, der kan være overdrevne eller destruktive. Ved at erkende disse følelser kan man arbejde hen imod at håndtere dem mere hensigtsmæssigt.
- Distinktion mellem det kontrollerbare og ukontrollerbare: Stoikerne lærte, at visse ting er uden for vores kontrol, mens andre er inden for vores kontrol. Overdreven lidenskab opstår ofte, når vi reagerer på begivenheder, vi ikke kan ændre. Stoikere ville derfor stræbe efter at skelne mellem det, de kan kontrollere (deres tanker, holdninger og handlinger) og det, de ikke kan (eksterne begivenheder, andres holdninger).
- Fornuftig refleksion: Stoikerne troede på vigtigheden af fornuftig refleksion over ens egne reaktioner og følelser. Man skulle stille spørgsmål som: Er denne reaktion fornuftig? Er den i overensstemmelse med mine værdier og dyder? Ved at reflektere fornuftigt kan man arbejde hen imod at ændre de automatiske reaktionsmønstre, der kan føre til overdrevne lidenskaber.
- Øvelser og meditation: Stoikerne praktiserede også forskellige øvelser og meditationsteknikker for at styrke deres sind og udvikle indre ro. Dette kunne omfatte daglig refleksion, meditation over de stoiske principper og mentale øvelser designet til at fremme selvkontrol og ro.
Ved at kombinere disse metoder ville en stoiker arbejde aktivt på at opnå fraværet af overdrevne lidenskaber og dermed bevare en tilstand af apatheia – følelsesmæssig ligevægt.
Selvbeherskelse og fornuft
Stoikerne troede på vigtigheden af selvbeherskelse og fornuft i at opnå apatheia. Ved at udvikle selvkontrol kunne en person undgå at lade sig rive med af impulsive og destruktive følelsesmæssige reaktioner. Fornuft, ifølge stoicismen, skulle styre ens handlinger og tanker, og apatheia var en manifestation af denne styring.
Stoikerne understregede betydningen af selvbeherskelse og moderation. Dette indebærer at undgå ekstreme reaktioner, regulere ens impulser og udvikle en balanceret tilgang til livet. Moderation i både glæde og sorg var en nøglefaktor for at undgå overdrevne lidenskaber.
Accept af det uundgåelige
Stoikerne lærte, at visse begivenheder var uundgåelige og uden for ens kontrol. For at opnå apatheia var det nødvendigt at acceptere disse begivenheder uden at reagere med overdrevne følelser af vrede, sorg eller frustration. Dette princip relaterer sig til stoikernes lære om at skelne mellem ting, vi har kontrol over (vores holdninger og handlinger) og ting, vi ikke har kontrol over (eksterne begivenheder og andres handlinger).
Stoikerne opfordrede til accept af det uundgåelige som en central del af at opnå følelsesmæssig ro. Ved at acceptere det uundgåelige kan man undgå overdrevne følelsesmæssige reaktioner.
Dyd og visdom
Stoikerne betragtede apatheia som en dyd, hvilket betyder, at det var en positiv karakteregenskab at stræbe efter. Apatheia var ikke ensbetydende med følelsesløshed, men snarere med en afbalanceret og fornuftig reaktion på livets udfordringer. At opnå apatheia var en del af den stoiske vej mod visdom og et dydigt liv.
Ataraxia vs Apatheia
“Ataraxia” og “apateia” er begge begreber, der stammer fra filosofiske traditioner og beskriver tilstande af følelsesmæssig ro eller ligevægt. Mens begge begreber har ligheder, er der også nogle væsentlige forskelle mellem dem, især når det kommer til deres filosofiske kontekst.
Mange forveksler de to stoiske begreber ataraxia og apatheia, derfor kommer her en oversigt der belyser ligheder og forskelle:
Ataraxia
- Oprindelse: Ataraxia stammer fra den græske filosofi, især fra den epikuræiske skole. Epikuræerne betragtede ataraxia som en tilstand af ro og fravær af uro eller bekymring.
- Betydning: Ataraxia betyder fraværet af bekymring eller uro i sindet. Det er en tilstand af indre fred, hvor sindet ikke er forstyrret af angst, frygt eller andre intense følelser.
- Metode: Epikuræerne mente, at ataraxia kunne opnås gennem moderation og fornøjelser af det nødvendige, undgåelse af overflødige ønsker og en afbalanceret tilgang til livet.
Apatheia
- Oprindelse: Apatheia stammer fra stoicismen, en filosofisk skole, der betragtede følelsesmæssig ro som en central del af dyd og visdom.
- Betydning: Apatheia indebærer fraværet af passioner eller lidenskaber, især de destruktive eller overdrevne. Det refererer til en tilstand af følelsesmæssig ligevægt, hvor sindet ikke svinger voldsomt i reaktion på ydre begivenheder.
- Metode: Stoikerne mente, at apatheia kunne opnås gennem fornuft, selvbeherskelse og accept af det uundgåelige. Det involverede også en aktiv proces med at kultivere en fornuftig respons på begivenheder snarere end at lade sig styre af impulsive eller overdrevne følelsesmæssige reaktioner.
Ligheder
- Begge begreber refererer til tilstande af følelsesmæssig ro og indre fred.
- Både ataraxia og apatheia indebærer en vis grad af selvbeherskelse og moderation i forhold til følelser.
Forskelle
- Ataraxia stammer fra epikuræisk filosofi, mens apatheia stammer fra stoicismen*
- Mens ataraxia fokuserer på at undgå bekymringer og opnå glæde gennem moderation, lægger apatheia vægt på at undgå overdrevne og destruktive lidenskaber.
- Stoikerne betragtede apatheia som en dyd, en del af den filosofiske vej mod visdom, mens epikuræerne så ataraxia som en konsekvens af at forfølge fornøjelse med mådehold.
* Der er en klar filosofisk forskel mellem epikurisme og stoicisme, selvom begge skoler opstod i det antikke Grækenland og delte visse ligheder i deres søgen efter en form for indre fred. Nøgleforskellene mellem epikurisme og stoicisme:
Epikurisme:
- Epikurisme fokuserer på at opnå lykke og velvære gennem moderation, fornøjelse og undgåelse af smerte og lidelse.
- Epikurismen betragter fornøjelse som det højeste gode, men den definerer fornøjelse bredt som fraværet af smerte og frygt, snarere end kun øjeblikkelig tilfredsstillelse.
- Epikurismen er ikke nødvendigvis ateistisk, men den betragter guder som værende uinteresserede i menneskers anliggender og derfor ikke som en kilde til frygt eller belønning.
Stoicisme:
- Stoicisme stræber efter at opnå dyd og indre fred gennem fornuft, selvbeherskelse og accept af det uundgåelige.
- Stoikerne lærer at kontrollere deres følelser, undgå overdreven glæde eller sorg og opnå følelsesmæssig ligevægt (apatheia).
- Stoicismen omfavner ideen om skæbne og bestemmelse, idet den hævder, at visse ting er uden for vores kontrol, mens vores reaktioner og holdninger er inden for vores kontrol.
Selvom både epikurismen og stoicismen søger en form for indre ro og lykke, er der klare forskelle i deres tilgange og værdier. Stoicismen lægger mere vægt på dyd, skæbne og selvbeherskelse, mens epikurismen fokuserer mere på fornøjelse som et middel til at opnå lykke.
